Dårlige tænder og tandkød er en meget overset lidelse hos både kat og hund. Symptomer viser sig på forskellige måder, som ikke nødvendigvis virker til at have noget med tænderne at gøre. Er dit kæledyr stoppet med at spise sit foder? Har feber? Virker nedstemt? Bliver aggressiv når du kæler omkring ansigtet? Dårlig ånde? Alt dette kan være tegn på tandproblemer. Akkurat som hos mennesker, er god mundhygiejne vigtigt, da konstant bakterietilstand kan påvirke andre dele af dyrets sundhed.
Får bakterierne lov til at sidde længe, kan det føre til parodontose, hvilket kan betyde at bakterierne går over i blodbanen og sætter sig i andre organer. Dette kan give livstruende sygdomme i lever, lunger, nyrer og ikke mindst hjerteklapper. Især mindre hunde har generelt dårligere mundsundhed, hvilket kan afhjælpes med tandrens efter behov, tandbørstning derhjemme og det rigtige foder.
Det kan være svært at komme til at se ind i munden på en vågen kat eller hund derhjemme og derfor kan du komme til os og få et gratis tandtjek hvor vi kigger på tandkød og tænder. Herfra kan vi vurdere hvordan mundens sundhedstilstand generelt ser ud. Vurderer vi, at der er behov for en tandrensning, kan du få en tid hvor du afleverer dit dyr om morgenen, hvorefter vi bedøver, tager tandrøntgen hvis nødvendigt og derefter renser tænderne. Det kan nemlig være nødvendigt at bedøve for få lov til at se grundigt på tænder og tandkød. Her ultralydsrenser vi for plak både på tænder og nede i tandkødslommer, da der gemmer sig madrester og bakterier. Renser man ikke her, vil der ikke være en langvarig effekt af ultralydstandrens. Slutteligt poleres tænderne.